Der reflekteres på Frederiksvej. (ja, det er altså dér, vi bor...). Over speltkrigen, over forældreskabet og liv før børn og især livet med børn! På Berlingske kører der en heftig debat (Se her)
Jeg syntes altid det er skønt at blive udfordret på sine valg. Når det er sagt syntes jeg virkelig det er vildt så forskelligt man tager det med at blive mor for første gang. Personligt så er jeg voldsomt træt af tude-litteratur om piger, som er 'Åh så overraskede over hvor hårdt det er'. Voksne piger, som med fuldt overlæg, er blevet gravide, drømmer sig tilbage til øl og smøger (at læse i 'Hvor lagde jeg babyen' af Julia Lahme.) Det er decideret pinlig læsning.
Jeg er nok også lidt pernitten med nogle ting med Carl - der er ingen glasmad f.eks. Og det taler jeg gerne om. Højt. Ikke for at prale eller virke overskudsagtig - men fordi det er et ægte tilvalg fra vores side og et opråb om at hjemmegjort mad ikke er besværligt (som min veninde som skriver 'Ret fra Vrangen' sagde, hvem køber øllebrødspulver? Altså at putte pulver i et skål, vand og og så i mikro eller smuldre en skive rugbrød, vand og så i mikro mikro er trods alt det samme tidsmæssigt?). Jeg kan godt fortryde den måde, jeg f.eks. udtrykker min mad-til-Carl-holdning på. Men jeg fortryder ikke det, jeg udtrykte, det gør jeg sjældent. Når det kommer til beslutninger om Carl har jeg en god fornemmelse i maven - og derfor kan jeg distancerer mig i spelt-debatten. Jeg får nemlig ikke akut lyst til at droppe mit arbejde og gå fuldtid derhjemme som Callesen. (Se her)
Det er lidt skægt at læse om Callesen... Jeg er vokset op sådan - min far arbejdede og min søster og jeg var hjemme hos min mor - altid. Jeg har aldrig været i institution, kom i skole som 5-årig da jeg så efterhånden kedede mig derhjemme. Der var dømt fælles lektielæsning med nybagte boller, når jeg kom hjem fra skole og intet kunne være mig mere fjernt end mine skolekammerater, som kom hjem til et tomt hus, når de kom hjem fra skole; kunne man virkelig det?
Helt ærligt? Jeg kunne aldrig finde på det. Ikke fordi jeg er bange for at min mentale formåen ender med kun at række til gu-gu-gah-gah og 'Carl har haft mærkelig afføring'-samtaler. Men fordi det er skide synd for min mand og mit barn. Min far havde et kæmpe ansvar på sine skuldre; han skulle forsørge 3 mennesker. At være utilfreds på arbejdet var ikke muligt - for at miste det og finde et nyt til samme høje løn ville være alt for usikkert når 3 mennesker var så afhængige af en. Og det var dengang, der var god gang i den danske økonomi. Jeg lærte først min far at kende efter min mor døde. (og der var jeg altså 17 år!) Ja, det er den der harske og ubehagelige sandhed, de alle sammen snakker om! Så nej, jeg bliver aldrig stay-at-home-soccer-mom. Forklaring: Min søn skal også kende sin far - en far, der er glad for sit arbejde og ikke sluger kameler i frygt for at miste sit job og indkomstgrundlag.
I vores familie taler vi ikke om spelt-mødre eller karriere-mødre. Vi tror ikke at en barndom med korte dage, økologisk mad -og tøj og kærlighed er 'Mom's doing'. Det kommer sig af et fællesskab og ansvarstagende for en fælles hverdag. Jeg kunne ikke rejse hvis ikke Axel tog fra. Fact. De dage, jeg rejser er han på - 100%. Han nyder det! (nej, det er ikke noget jeg lyver mig til eller forskønner). Når jeg ikke er hjemme. har han en anden kontakt til Carl som godt ved at mor ikke er der - og derfor er far ekstra-dejlig. Der bliver uddelt mange kram og kys til farmand - og de putter sammen i sengen om morgen. Når jeg er hjemme, er det mig, der får kys og kram for jeg har lidt af en mamma's boy :) I vores familie taler vi ikke om spelt-mødre eller karrieremødre - i vores familie taler vi om forældreskab.
Til slut et billede af min skønne dreng til fastelavn i hjemmegjort klovne-udstyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar