Politiske Anna

Mor først? Så kone, så politiker? Eller er man politiker samtidig med man er mor og kone? Man har jo hjertet med i det hele? Døm selv; jeg hedder Anna, er 26 år og er gift med Axel, mor til Carl på 3 år og Ellinor på 5,5 mdr.. Jeg er byrådskandidat for De Konservative i Viborg.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde ud af hvem, man skal stemme på!

Først skal man vælge parti (og her forstår jeg godt hvis man ikke som det første tænker på Det Konservative Folkeparti, sådan som det går i øjeblikket!) Når man så har besluttet sig for et parti, så skal man finde en person. Her er det, det desværre tit går galt, og man kommer til blot at stemme på listen. Jeg forstår det helt ærligt godt! Måske er man så heldig at rende ind i kandidat med kolde kinder på gågaden, som deler en ballon ud til barnet, og derved påtvinger en, en brochure.. Men helt ærligt, man kender jo ikke rigtig kandidaten?

Det første jeg blev spurgt om, da jeg ønskede at blive byrådskandidat i Viborg var; ‘Hvordan tror du valget skal vindes?’. Jeg svarede prompte: På ens person. Partiet trækker ikke noget hjem for een. Så det skal være een selv, altså mig, Anna, som er det, som gør at I har lyst til at stemme på Det Konservative Folkeparti. Derfor har jeg oprettet denne blog – en blog, som ikke kun handler om politiske mærkesager, læserbreve og pressemeddelser – men også handler om mig!

Om Anna, som hustru til Axel, som mor til Carl,som krea-tosset, som veninde – og ikke mindst som politiker og byrådskandidat.

Jeg glæder mig til at fortælle om min verden, mit liv – og mine politiske ambitioner.

Du får ikke alle dine ønsker opfyldt

Hvis du stemmer på mig, kan jeg ikke opfylde alle dine ønsker! Så tænker du straks; ’Jamen tak for den udmelding Anna, så stemmer jeg da bare på en anden.’ Det skal du være velkommen til! Det frie valg er så vigtigt – og benyttes i vid udstrækning i dag i den verden af individualister, vi lever i. Vores tøj, bil, unikke hjem og arbejdsliv er alt sammen måder at udtrykke hvem, vi er, og hvem vi bestemt ikke er – nemlig alle andre!

Produkter costumiseres til at passe den enkelte forbrugers behov 100%, så det ikke ligner noget, de andre har. Vores politiske overbevisning er også en måde at udtrykke os selv. Det er tilvalg, som siger uendelig meget mere end designerbriller. Vores politiske tilhørssted fortæller nemlig om ens værdier og ønsker for fremtiden.

Med byrådskandidater er det altså ikke muligt at costumisere. Jeg kan ikke formes og ændres efter hver enkelt vælgers ønsker. Så hvordan er politik og individualister foreneligt? Det er foreneligt når vi, som politikere, tør indrømme at vi ikke kan opfylde alle ønsker – at vi sågar i fremtidens samfund er nødt til at fjerne frem for at tilføre. At turde være upopulær!

Så jeg indrømmer det gerne, vælger du mig så får du ikke alle dine ønsker opfyldt! For i politik er der ikke plads til individualister; i politik er der kun plads til, at gøre det som er til gavn for samfundet som en helhed – og indenfor den helhed er der fest for individualister.

• Liv i landsbyerne
  
  Orden i kommunekassen er basis for, at der er råd til landsbyerne; når først der er betalt for det fundamentale, er der råd til vedligehold og spændende projekter, der kan videreudvikle landsbyerne, så de fortsat er attraktive at bo i – og flytte til. Tiden er ovre, hvor den lokale skole holdt liv i byen og den lokale købmand; vi er nødt til at tænke landsbyer på nye måder.
  • For Carl og Ellinor og andre børn!
    Det Konservative Folkeparti har altid været det ’grønne parti’, og i kommunalt regi skal vi også have en stærk stemme, når det gælder klima og miljø! Stemmen er i dag lige så høj som en gråspurv; Viborg Kommune har ikke engang en klimaplan. Det er dejlig let, for så har man jo ikke forpligtet sig til noget som helst – men jeg vil ikke være med til, at vi er ansvarsløse over for vores klima
    • Styr på økonomien!
      I byrådets sidste periode er der kommet orden på økonomien - en sund og god linje, som jeg vil kæmpe for at holde fast i. Det er en del af den konservative generationskontrakt; at vi sikrer fremtiden. Mine børn skal ikke stå med håret i postkassen, fordi vi flottede os med kommunale midler velvidende, at regningen ryger ned i mine børns barnevogn!
      
      

      Luft til ildsjæle!

      
      

      Viborg er en landsbykommune. Nemlig en forening af små, smukke landsbyer men hver deres særegne præg fyldt med ildsjæle, der gør hvad de kan for at holde landsbyerne interessante at bo i – og flytte til. Trusler om lukninger af landsbyer, tror jeg, kun vil få byerne til at blomstre op – at folk vil stemme sammen og kæmpe mod de fæle byrådspolitikere på luknings-togt.  Vi ser borgere i Bruunshåb, Sdr. Rind og Rindsholm gå stærkt sammen i kampen mod det foreslåede biogasanlæg – en super imponerende indsats om man så er enig i den foreslåede placering eller ej. Jeg deltog i energipolitisk topmøde i Tange i torsdags. Her sørgede ildsjælene fra Sdr. Rind for at ingen gik fra mødet uden at have fået et par ord med på vejen om biogasanlægget samt et 14-sider langt klagehæfte med detaljerede tegninger, beskrivelser og landskortsopmålinger. Det er stærkt gået!

      
      

      Landsbyerne kan ikke overleve baseret på indsatsen fra ildsjælene alene – hele byen og egnen må gå sammen. Med det fokus inviterer jeg og kommunikationsbureauet Memora Consulting til gratis workshop i Kvols Forsamlingshus d. 19. oktober. Her kan lokale få input, sparring og nye ideer til arbejdet med deres egen borgerplan, og til arbejdet med at gøre nærområdet endnu mere interessant og inspirerende.

      Udvikling i landsbyerne kommer ikke af sig selv; politikeren i byrådet bærer en stor del af ansvaret – men drivkraften bag udviklingen ligger hos de lokale. Derfor beder vi lokalråd og andre lokale ildsjæle trække i ”arbejdstøjet” og være med til at inspirere hinanden til nye ideer og tiltag. Hvorfor ikke lære af hinanden?  Det er ofte få ildsjæle i landsby, der trækker de store læs – og at netværke på tværs kan skabe inspiration og støtte, så man ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken i ens egen landsby, men kan drage nytte af andres erfaring.

      
      

      
      

      ’Af modgang bliver man stærk’ – og det mener jeg bestemt også gælder landsbyerne i Viborg Kommune.