Eller det vil sige, han siger maaange ord. Faktisk tier han meget sjældent stille, når han er vågen. (gad vide hvor han har det fra... (mumler noget om politiker-mor, der opfører sig som en fornærmet 5-årig, da hun døjer med forkølelse, der har forvandlet stemmen til en, i bedste fald, pivende stemme, som gør at man ikke kan tale i telefon)
Carls lille mund sprudler med lyde og udtryk - gerne støttet af en lille pegefinger, som enten peger ting ud, der får en laaang forklaring med på vejen, eller også har han et skælmsk blik mens han ligner en, der skælder en ud, som han står der og peger mens han ryster på hovedet. Åh, den kærlighed, den springer mit hjerte.
Men nu er det første rigtige ord kommet... Sådan et ord, som mennesker, der ikke er Carls forældre kan forstå... (mange af lydende er nemlig ikke til at tage fejl af, især den lyd han udspyder når han bliver fjernet fra den gooode leg, hvor man hiver alt toiletpapiret af rullen, utrolig sjov leg, især for moderen bagefter.)
Men det første ord er altså kommet...og det er.... BOG! Hvor stolt har man lov til at være? Af alle ord, så er det bog? Vi drømmer straks om lange boglige uddannelser og intellektuelle konversationer om Satre og Camus over middagsbordet når Carl er 12 år.
Der filosoferes naturligvis over, hvorfor det lige blev 'Bog.'.. Sagen er klar: han ELSKER bøger. Dog mest at æde dem. Så pacing af barnet holder vi nok lidt tilbage.. Camus og Satre i første udgaver er trods alt for dyre (og tørre) til at begynde at æde. Vi holder os til Mumi-troldene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar